• EN USYNLIG MUR

Oversættelse:

Goddag, du skal nu til at lytte til hørespillet EN USYNLIG MUR.
Mit navn er Dora Cheng og det er mig, der har skrevet stykket.
I stykket er der 2 medvirkende.
Den ene er en kvindelig kinesisk dramatiker på 27 år, der er expat i Berlin,Tyskland. Den anden er en 33-årig scenekunstner fra Tyskland, der er ikke-migrant.
Forestillingen udspiller sig på scenen i et mindre teater i Berlin.
Dramatikeren har bedt en fra publikum om at komme op på scenen og spille rollen som et medlem af publikum.
De to sidder ved et bord over for hinanden med hver sin computer foran sig. De er samtidig tilstede online i et chatrum via app´en ”Clubhouse”.

Stykket EN USYNLIG MUR (2021) skildrer Tysklands tilsyneladende tolerante men, ifølge dramatikeren Dora Cheng(CHN), ikke- accepterende holdning til (asiatiske) indvandrere.
I stykket udpeges en kinesisk arbejdsmigrant af en etnisk tysk ikke-migrant som værende en af ”dem”, der har bragt COVID19-virus til landet, og beskrives som en ulækker og farlig smittebærer.
EN USYNLIG MUR er en bearbejdning af manuskriptet CORONA – Can´t Obtain Realities Oh Not Allowed(2020) af Dora Cheng(CHN). Det er skrevet på tysk. Der indgår også kinesiske og engelske passager i teksten.

Hørespillet tager udgangspunkt i Dora Cheng´s egne erfaringer med xenofobi og racisme i Tyskland.

Dramatikeren Dora Cheng(CHN)

Dora Cheng er født i 1986 i Nanjing, Kina. Hun er uddannet dramatiker fra Shanghai Theater Academy i Kina og har en M.A. i Visual Language of Performance fra Wimbledon College of Art i London, England. Hun har skrevet flere manuskripter, der er blevet opført i Kina og Tyskland. Hun er bosiddende i Shanghai, Kina og Berlin, Tyskland.

Dora Cheng var en af de dramatikere, der deltog i en speedwriting workshop i november 2019 på Beijing Fringe Festival i Beijing, Kina, som Nydanskeren Jimbuts Kulturforening stod for i samarbejde med Teater Grob. Her skrev hun stykket, ”Lille hvid båd” på 24 timer, der omhandlede homofobi i Kina.

Stykket EN USYNLIG MUR indgår som en del af projektet ”Dansk kinesisk-dramatik”, der ønsker at udbrede kendskabet til kinesisk samtidsdramatik i Danmark og dansk samtidsdramatik i Kina samt bidrage til netværksopbygning og kulturudveksling mellem Danmark og Kina.

Om sangen, der indgår i stykket

Den har titlen《永隔一江水》”Der vil altid være en flod mellem os” og er skrevet i 1950´erne af  王洛宾 Wang Lobin (CHN). Wang Lobin stod også selv for at fremføre den.

Dog blev sangens noder og tekst først udgivet i 1993, da Wang havde været fængslet op til flere gange for ”kontra-revolutionær virksomhed”. Han kom ud af fængslet i 1975, men hans navn var først renset i 1981, hvorefter han igen kunne begynde at arbejde.

Den er baseret på den russiske sang “Flodens to bredder” (Два берега), der indgik i den sovjetiske film “Tørst” (Жажда) fra 1959.

Her er et uddrag af teksten til sangen “Der vil altid være en flod mellem os”:

”Vind og regn tager natten med sig. Dråber af dug i græsset.
Alle samles i en lovprisning af, hvor smukt livet er.
Mit liv og mit håb er altid i modstrid med hinanden.

Du og jeg er to bredder af den samme flod, for evigt adskilt,
bølger der jagter bølger.

Ænder i den kolde luft, ses parvis på vandet,
alle piger har sin elskede at være sammen med,

men hvor jeg dog føler mig ensom.

Jeg venter og venter og venter og venter, mit hjerte er knust.

Du og jeg er to bredder af den samme flod, for evigt adskilt.”

Oversat af Jimbut Jun Feng.

Varighed 39 min.

Kreditliste EN USYNLIG MUR
Dramatiker: Dora Cheng(CHN)
Skuespillere: Ellaha Lack og Emil Blak Olsen
Oplæsning: Xu Wei(CHN)
Oversættelse af stykket: Gritt Uldall-Jessen og Jimbut Jun Feng(CHN/DK)
Lyddesign, musik, redigering: Asger Kudahl
Iscenesættelse: Gritt Uldall-Jessen og Dora Cheng(CHN)
Optagelse, redigering: Brian Larsen
Illustration: Max GPS(CHN)
Administration: Trine Warrer
Foto: Brian Larsen

Hørespillet er indspillet i studiet Juicebox i oktober 2021 på Amager i København.

Det er produceret og fundraiset af Nydanskeren Jimbuts Kulturforening.

Tak til Tatsiana Sarakavik.

EN USYNLIG MUR er støttet af Statens Kunstfond og Danske Dramatikerens Forbund.